I denne vejledning kan du læse mere om hvordan du indberetter beskatning af fri bil:
Beskatning
Når du som arbejdsgiver stiller fri bil til rådighed for en af dine medarbejdere, bliver medarbejderen beskattet med 24,5 % af bilens værdi op til og med 300.000 kr. Er bilen mere værd end 300.000, bliver medarbejderen yderligere beskattet 20,5 % af den værdi, der overstiger 300.000 kr. Derudover bliver medarbejderen også beskattet af et miljøtillæg på 350 % af den årlige ejerafgift/vægtafgift.
Sådan indberetter du fri bil i DataLøn
Når du skal indberette værdien af fri bil på en medarbejder, skal du bruge løndel 40 ‘værdi af fri bil’. Du skal indberette værdien hver måned i lønindberetningen på den medarbejder, der har fri bil til rådighed.
Har du brugt den forkerte løndel?
Har du brugt løndel 41 ‘Fri bil, egenbetaling’ ved en fejl, skal du lave en korrektion.
Det gør du sådan her:
-
- I felt 41 trækker du beløbet fra, som du har indberettet ved en fejl.
- Herefter beregner du AM-bidraget og tillægger beløbet i felt 950 ‘AM-bidrag’’.
- Til sidst beregner du A-skatten og tillægger beløbet i felt 960 ‘Skat’.
- Medarbejderen bliver ikke beskattet korrekt, hvis du bruger felt 41. Derfor skal du huske A-skat og AM-bidrag i din korrektion.
Når du har lavet korrektionen, skal medarbejderen have beløbet tilbage uden den skat og det AM-bidrag, som du ved en fejl fik registreret. Det kan du udbetale i felt 10 ‘tillæg efter skat’.
Miljøtillægget stiger fremover
I dag er der mere fokus på bilens pris end på miljøtillægget, når vi tager et kig på beskatningsgrundlaget. Det bliver fremover ændret, så miljøtillægget vægter højere end bilens pris. Miljøtillægget stiger nemlig således:
- Miljøtillægget i 2021: 250 %
- Miljøtillægget i 2022: 350 %
- Miljøtillægget i 2023: 450 %
- Miljøtillægget i 2024: 600 %
- Fra og med 2025 stiger miljøtillægget til 700 %
- Miljøtillægget stiger altid den 1. januar.
Beskatningsprocenten bliver ændret
Satsen for beskatning op til de 300.000 kr. reduceres med et halvt procentpoint årligt fra 2021 og satsen for beskatning over 300.000 kr. forhøjes med et halvt procentpoint fra 2021. Det betyder, at der fra og med 2025 bliver brugt én sats på 22,5 %. satserne ændres den 1. januar.
Formålet med at ændre satserne er at tilpasse beskatningen, så den tager højde for nye teknologier, som eksempelvis elbiler og plug-in biler.
Begrænsninger for brug af fri bil
Som arbejdsgiver kan du have begrænsninger for medarbejderens brug af fri bil.
Det kan for eksempel være, at medarbejderen selv skal betale driftsomkostninger, som eksempelvis benzin, når medarbejderen kører på ferie.
Hvis medarbejderen selv betaler for benzinen, kan han/hun få fradrag i beskatningsgrundlaget for det som medarbejderen selv betaler for, men det skal ske på en særlig måde. Medarbejderen skal nemlig sørge for at samle alle bilag for benzinen, og dele dem med dig. Du skal derefter sørge for, at alle udlæg bliver ført ind i regnskabet som medarbejderens egenbetaling. Desuden skal du gemme og registrere de originale bilag som udgifter i virksomheden.
Sådan gør du i DataLøn:
-
- Hvis medarbejderen har betalt benzinen med eget kort, skal beløbet trækkes fra i ’værdien af fri bil’ i løndel 40.
- Hvis medarbejderen har betalt for benzinen med firmakortet, skal beløbet trækkes fra i ’fradrag efter skat’ i løndel 08 på medarbejderen. Samtidig skal du trække samme beløb fra i ’værdien af fri bil’ i løndel 40.
Arbejdsgiverbetalt ladestander bliver skattefri
Hvis du stiller en ladestander til rådighed til de medarbejdere, der i forvejen har fri bil, vil de også blive beskattet af værdien af en ladestander samt udgifterne til installationen. Hvis du som arbejdsgiver forærer ladestanderen og installationen til medarbejderen, når medarbejderen ikke længere har fri elbil til rådighed, skal medarbejderen beskattes af markedsværdien.
Har du som arbejdsgiver valgt at betale for en ladestander på medarbejderens bopæl i forbindelse med fri bil, vil medarbejderen ikke blive beskattet af ladestanderen. Medarbejdere bliver heller ikke beskattet, hvis ladestanderen overgår til privat brug - så længe medarbejderen tidligere er blevet beskattet af fri elbil eller plug-in hybridbil i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder. Det betyder en årlig skattelempelse for de pågældende medarbejdere på ca. 1.000-1.500 kr.