Læs her om TF og HK Privat’s fornyelse af overenskomsten for klinikassistenter, ansat i privat tandlægepraksis
Nedenfor kan du læse hovedpunkterne i den nye aftale om vilkårene for fornyelsen for en 3-årig periode med virkning fra den 1. marts 2017.
Regulering af løn
I overenskomstperioden reguleres minimallønnen, jf. overenskomstens § 8, stk. 1, som følger:
- Pr. 1. maj 2017 : kr. 500,- pr. måned på alle løntrin
- Pr. 1. april 2018 : kr. 400,- pr. måned på alle løntrin
- Pr. 1. april 2019 : kr. 400,- pr. måned på alle løntrin
Ovenstående svarer til en regulering på:
- 1. maj 2017 :1,76 % + 0,5 % + 0,04 %
- 1. april 2018 :1,76 % + 0,04 %
- 1. april 2019 :1,76 %
De 1,76 er selve lønreguleringen. De 0,5 % pr. 1. maj 2017 er én tilbageført uddannelsesdag og endelig er de 0,04 % pr. 1. maj 2017 og 1. april 2018 opsamling af andre økonomielementer fra det toneangivende forlig på DI området.
For den kommende overenskomstperiode er der enighed om, at stigninger i minimallønnen ikke kan modregnes i personlige tillæg, uanset hvilken løn klinikassistenten aktuelt modtager.
Minimallønnen udgør herefter (b-satser):
I overenskomstperioden forhøjes tillægget for tilrettelagt arbejde i tidsrummet kl. 18.00-07.00, jf. overenskomstens § 11, stk. 1, (forskudttidstillæg) med:
- 1,6 % pr. 1. marts 2017
- 1,6 % pr. 1. marts 2018
- 1,6 % pr. 1. marts 2019.
Satserne for forskudt reguleres således:
- pr. 1. marts 2017 til kr. 38,60 pr. time
- pr. 1. marts 2018 til kr. 39,00 pr. time
- pr. 1. marts 2019 til kr. 40,00 pr. time
I overenskomstperioden reguleres lønnen til elever, jf. § 28,stk. 1, pr. 1. april 2017 med:
- 1,7 % i gennemsnit om året, svarende til 220,- kr. pr. måned på alle satser.
Lønnen reguleres pr. 1. april 2018 med:
- 1,7 % i gennemsnit om året, svarende til 224,- kr. pr. måned på alle satser.
Lønnen reguleres pr. 1. april 2019 med:
- 1,7 % i gennemsnit om året, svarende til 227,- kr. pr. måned alle satser.
Elevlønningerne er i overenskomstperioden således følgende (a-satser) pr. måned:
I overenskomstperioden reguleres tillige tillæg til elever, jf. § 28, stk. 3 og 4 med 1,7 % hhv. 1. april 2017, 2018 og 2019.
Lønsystemer
Som et led i aftalen er der enighed om, at der individuelt eller kollektivt kan aftales andre eller supplerende lønsystemer, ligesom der er enighed mellem overenskomstparterne om, at man anser det for ønskeligt at anvende lønsystemer, der lokalt afpasses efter den enkelte virksomheds særlige forhold.
Ovenstående forudsætter lokal enighed under inddragelse af enten den eventuelt valgte tillidsrepræsentant på klinikken, alternativt at der opnås lokal enighed med den lokale HK-afdeling.
Forhøjelse af bidrag til fritvalgsordning
- Med virkning fra 1. marts 2017 reguleres til 2,7 %
- Med virkning fra 1. marts 2018 reguleres til 3,7 %
- Med virkning fra 1. marts 2019 reguleres til 4,0 %
Samtidig følger det af aftalen, at nye klinikejere af nyetablerede klinikker kan kræve, at bidraget til frivalgsordningen gradvist optrappes.
Forhøjelse af løn under forældreorlov
Beløbsgrænsen for betaling under forældreorlov ophæves, således at der ydes fuld løn under de 9 ugers betalt forældreorlov, som der er krav på efter overenskomsten under forudsætning af, at medarbejderen er berettiget til barselsdagpenge fra bopælskommunen og arbejdsgiver er berettiget til refusion iflg. Lov om barselsudligning. Bestemmelsen træder i kraft for børn, for hvilke, der påbegyndes forældreorlov den 1. juli 2017 eller senere.
Udvidelse og ændring af regler om pensionsbidrag
Elever bliver omfattet af overenskomstens pensionsbestemmelser, når de fylder 20 år og har to måneders anciennitet. Elever, der påbegynder uddannelsesforløbet inden det fyldte 20. år, vil indtil det fyldte 20. år fortsat være omfattet af de allerede eksisterende forsikringsordninger i overenskomsten.
For klinikassistenter, som fortsat er i beskæftigelse på klinikken efter det fyldte 67. år, bliver klinikken forpligtet til at udrede et beløb svarende til klinikkens pensionsbidrag, indtil medarbejderen fratræder. Det aftales mellem medarbejderen og klinikken, om beløbet skal betale til medarbejderen som løn, eller om beløbet fortsat skal indbetales til pensionsordningen som pensionsbidrag (såfremt dette er muligt).
Ovenstående kommer til at finde anvendelse for medarbejdere, der fylder 67 år den 1. april 2017 eller senere.
Børns sygdom og hospitalsindlæggelse samt mulighed for afholdelse af børneomsorgsdage
Overenskomstens bestemmelse om ret til betalt fravær i én dag i sygeperioden til pasning af sygt hjemmeværende barn på indtil 15 år ændres til, at der er ret til betalt fravær på barnets første sygedag og bestemmelsen omfatter fremover børn på indtil 14 år. Såfremt barnet bliver sygt i løbet af medarbejderens arbejdsdag, og medarbejderen må forlade arbejdet som følge heraf, er der endvidere ret til fri med løn de resterende arbejdstimer den pågældende dag.
Retten til, at en klinikassistent, som har 9 måneders uafbrudt ansættelse på klinikken, kan holde fri med løn i sammenlagt op til en uge pr. barn indenfor et år, når det er nødvendigt i forbindelse med hospitalsindlæggelse af børn under 14 år udvides til også at omfatte den situation, at indlæggelsen sker helt eller delvis i hjemmet. Hvis medarbejderen er dagpengeberettiget, indtræder klinikken fortsat i denne ret.
Med aftalen får klinikassistenter og elever med minimum 9 måneders anciennitet, ret til 2 børneomsorgsdage pr. ferieår. Medarbejderen kan højest afholde 2 børneomsorgsdage pr. ferieår, uanset hvor mange børn medarbejderen har. Reglen vedrører børn under 14 år.
Det forudsættes, at dagene placeres efter aftale mellem klinikejeren og klinikassistenten eller eleven under hensyntagen til klinikkens drift.
Børneomsorgsdagene afholdes uden løn, men medarbejderen kan vælge at finansiere dagene via sin fritvalgsordning.
Reduktion af efteruddannelsesdage og etablering af en ”motivationskonto”
Det følger af aftalen, at klinikassistenternes ret til 3 årlige efteruddannelsesdage reduceres fra tre til to dage. Værdien af den tredje dag, der udgør 0,5 %, lægges i stedet til den aftalte lønstigning pr. 1. maj 2017.
Der etableres i øvrigt en såkaldt ”motivationskonto”, hvortil klinikejerne skal indbetale værdien af klinikassistenternes evt. ubrugte uddannelsesdage. Der er således ikke længere mulighed for at udbetale værdien af ubrugte uddannelsesdage til klinikassistenterne. Uddannelsesdagene opgøres over en treårig periode, således at hvis der i et år er anvendt mere end to dage til efteruddannelse, kan der året efter reduceres tilsvarende og omvendt. Hvis der ved periodens udløb resterer dage, indbetales værdien af disse til motivationskontoen. Motivationskontoens formål bliver at udbyde efteruddannelse til klinikassistenter. De nærmere retningslinjer for udmøntningen af midlerne mv. administreres via en af følgegruppe, som Tandlægeforeningen og HK/Privat udpeger.
Der aftales umiddelbart efter overenskomstindgåelsen nærmere betingelser for en overgangsordning.
Afspadsering
Der indføres en ny regel i overenskomsten om, at sygdom betragtes som en hindring for afspadsering, hvis klinikassistenten melder sig syg inden normal arbejdstids begyndelse den dag, hvor afspadseringen skulle have fundet sted. Er der planlagt flere dages afspadsering, gælder afspadseringshindringen også for sygdom på eventuelle efterfølgende afspadseringsdage.
Yderligere præciseres det i aftalen, at når klinikejer benytter sig af sin ret til at varsle, hvornår afspadsering skal finde sted, skal dette ske med et varsel på min. en uge, med mindre der er enighed mellem parterne om, at afspadseringen kan ske med et kortere varsel.
Seniorordning
Det følger af aftalen, at der mellem klinikassistenten og klinikejeren kan indgås skriftlig individuel aftale om en seniorordning 5 år før den til enhver tid gældende folkepensionsalder for medarbejderen efter følgende retningslinjer:
Klinikassistenten kan vælge at bruge sin fritvalgsordning til at finansiere seniorfridage.
Hvis klinikassistenten ønsker yderligere seniorfridage, kan dette ske ved at konvertere løbende pensionsbidrag til løn. TF og HK Privat udarbejder i fællesskab en nærmere vejledning herom.
Klinikassistenten og klinikejeren kan aftale, at klinikassistenten fra 5 år før seniorordningen kan iværksættes, begynder at opspare værdien af feriefridage, som akkumuleres, således at dagene først holdes og betales, når seniorordningen starter.
Alternativt til seniorfridage kan medarbejder og klinikken aftale en arbejdstidsreduktion i form af fx længere sammenhængende arbejdsfri perioder, fast reduktion i den ugentlige arbejdstid eller andet. Ved aftale om fast reduktion i den ugentlige arbejdstid, er der også mulighed for at det konverterede pensionsbidrag udbetales løbende som tillæg til lønnen.
Konverteringen ændrer ikke på det beståede overenskomstmæssige beregningsgrundlag og er således omkostningsneutral for virksomheden og der kan maksimalt konverteres så stor en del af pensionsbidraget, at forsikringsordningen og administrationsomkostningerne fortsat er dækket.
Opgørelse af merarbejde
Overenskomstens bestemmelser om merarbejde ændres, således at det tilføjes, at hvis grunden til at det bliver nødvendigt at præstere merarbejde kan henføres til afholdelse af seniorordning, fravær som følge af børns sygdom samt afholdelse af børneomsorgsdage, vil der ved beordret merarbejde først skulle udbetales tillæg for beordret merarbejde ud over 8 timer.
Mulighed for alternativ udmøntning af retten til betalt frihed på Grundlovsdag fra kl. 12:00.
Med aftalen åbnes der op for, at der lokalt mellem den enkelte klinikassistent og klinikejeren kan indgås aftale om at frihed på Grundlovsdag, jf. § 6, stk. 1, kan placeres på en anden dag. Opnås der enighed om dette, aflønnes som på en normal hverdag.
Nye regler for ophørte tillidsrepræsentanter
Det følger af aftalen, at en klinikassistent, som ophører med at være tillidsrepræsentant efter at have virket som sådan i mindst 1 år, og som fortsat er beskæftiget på klinikken, fremover vil blive berettiget til at opsigelsesvarsel på 6 uger ud over det varsel, som klinikassistenten er berettiget til efter funktionærloven. Dette gælder dog kun i tilfælde af, at klinikejeren opsiger klinikassistenten inden for det første år 1 år efter ophøret af tillidsrepræsentanthvervet. Denne regel gælder alene for ophørte tillidsrepræsentanter.
Ophører klinikassistenten med at være tillidsrepræsentant efter at have virket som sådan i en sammenhængende periode på mindst 3 år, og er klinikassistenten fortsat ansat på klinikken, har klinikassistenten ret til en drøftelse med klinikejeren om det evt. behov for faglig opdatering. Drøftelsen holdes senest en måned efter ophøret af tillidsrepræsentanthvervet og på medarbejderens foranledning.
Som led i drøftelsen afklares det, om der foreligger et behov for faglig opdatering, og hvordan denne opdatering skal finde sted. Klinikassistenten skal i givet fald overfor klinikejeren kunne dokumentere behovet for faglig opdatering og præsentere en relevant kursusplan over den nødvendige og realistiske efteruddannelse. Kan der ikke opnå enighed, kan organisationerne inddrages med henblik på en afklaring og løsning vedr. det aktuelle uddannelsesmæssige behov for opdatering ud fra de nævnte kriterier, jf. ovenfor.
Er der behov for faglig opdatering, deltager klinikassistenten i den faglige opdatering uden fradrag i lønnen. Det er en forudsætning, at der kan ydes lovbestemt løntabsgodtgørelse til uddannelsen. Løntabsgodtgørelsen tilfalder virksomheden.
Bestemmelsen træder i kraft for tillidsrepræsentanter, der ophører med deres tillidsrepræsentanthverv efter den 1. maj 2017.