Har du ved en fejl oprettet en medarbejder med forkert CPR-nummer, kan du læse i denne vejledning, hvordan du retter det.
Det første, du skal gøre, er at oprette medarbejderen på ny med korrekt CPR-nummer. Du kan bruge knappen 'hent personoplysninger' - så henter DataLøn medarbejderens oplysninger fra det centrale personregister. På den måde sikrer du, at du opretter medarbejderen med korrekt CPR-nummer.
Har du IKKE lavet løn til medarbejderen?
Hvis du ikke har lavet løn til medarbejdere endnu, skal du blot sætte en fratrædelsesdato på medarbejdernummeret med det forkerte CPR-nummer og dernæst oprette medarbejderen på ny med korrekt CPR-nummer.
Har du lavet løn på medarbejderen?
Hvis du har indberettet løn på et CPR-nummer, som ikke eksisterer, er indberetningen afvist i eIndkomst. Medarbejderen kan godt have fået sin løn alligevel, da lønnen overføres til det kontonummer, som er registrertet på medarbejderens stamdata. Der vil dog ikke være brugt nogen skatteoplysninger, og medabejderen er derfor blevet trukket 55 procent i skat.
Start med at køre lønnen retur på det forkerte CPR-nummer. Vi anbefaler at du laver en manuel korrektion, hvor du fratrækker hele lønnen i DataLøn. Vi anbefaler ikke at bruge 'tilbagefør løn' fordi der kan være anvist feriepenge i perioden, og de anviste feriepenge vil ikke blive tilbageført, ved brug af funktionen 'tilbagefør løn'. Vær opmærksom på om der er overført feriepenge, ATP og pension, som ikke skal overføres igen. Hvis det er tilfældet skal korrektionen laves med månedsangivelse 00.
Det er vigtigt, at lønnen indberettes til SKAT, og det kan du gøre på 2 måder:
- Du kan lægge lønnen til via en manuel korrektion i DataLøn på det nye medarbejdernummer (se vejledningen: 'Sådan laver du en manuel korrektion'.
- Du kan lave en normal løn på det nye medarbejdernummer med de korrekte skatteoplysninger og bruge løndel 09 'a-conto' til at trække det beløb fra, som medarbejderen allerede har fået udbetalt.
- Hvis du har indberettet lønnen på et CPR-nummer, som tilhører en anden person, er det vigtigt at få slettet indberetningerne i eIndkomst. Hvis ikke du sørger for at korrigere lønnen, vil en fremmed nemlig være registreret med en indkomst, som personen ikke har fået og som ikke tilhører dem.