Protokollat II
For at styrke tandlægeklinikkernes konkurrence- og omstillingsevne er det vigtigt med en veluddannet medarbejderstab, både hvad angår faglige, almene og personlige kvalifikationer.
Organisationerne anbefaler, at den enkelte tandlægeklinik anvender medarbejdersamtaler i forbindelse med medarbejderudvikling.
Uddannelsesplanlægningen har til hensigt at understøtte arbejdet med at øge sammenhængen mellem uddannelse og jobkrav, for herigennem at medvirke til en forøgelse af produktiviteten og medarbejdernes faglige og personlige udvikling.
Organisationerne er enige om at anbefale den enkelte tandlægeklinik at gennemføre systematisk uddannelsesplanlægning for de ansatte tandplejere.
Uddannelsesplanlægningen bør ske i et samarbejde mellem ledelse og medarbejder og tilrettelægges ud fra den enkelte tandlægekliniks medarbejderstab og situation.
Organisationerne er enige om at anbefale, at der gives tandplejerne nødvendig frihed til at deltage i relevante efter- og videreuddannelseskurser.