I denne vejledning finder du vigtige informationer og gode råd til et sikkert årsskifte med ro i maven.
Du kan læse om:
- Vigtige afleveringsfrister i år
- Frist for udbetaling af SH
- Indberetning af feriepenge for fratrådte medarbejdere
- Ekstra indbetaling til pension
- Sidste frist for at fratræde medarbejdere i DataLøn
- Ændring af afregningstidspunkt for A-skat og AM-bidrag
- Sidste chance for rettelser til afstemningslisten
- Den forhøjede trækprocent nulstilles
- Vigtig viden om fritvalgsopsparingen ved årsskiftet
- Hvad DataLøn gør for dig i forbindelse med årsskiftet
Vigtige afleveringsfrister for i år
Det er vigtigt, at du indberetter medarbejdernes løn for december måned i ekstra god tid på grund af banklukkedage i forbindelse med jul og nytår.
Sidste afleveringsfrist for i år er den 28. december 2022 kl. 18.
Hvis du kommer for sent med december-lønnen og først udbetaler den som en “gammel løn” i januar, vil lønnen skattemæssigt høre til indkomståret 2023 - også selvom lønperioden umiddelbart ser ud til at høre til 2022. Derfor bør du kun lave gammel løn i december, som en nødløsning.
Læs om konsekvenserne ved “gammel løn” for december >>
Du har mulighed for at se afleveringsfristerne via den digitale kalender.
Vi anbefaler, at du allerede nu går i gang med at bruge vores digitale kalender,
som du kan finde her >>
Frist for udbetaling af SH
Hvis du ikke har udbetalt søgnehelligdagsopsparingen (SH) i løbet af året, vil medarbejderen have en restsaldo ved årets afslutning, som du kan vælge at udbetale.
Du skal senest udbetale søgnehelligdagstillæg (SH) sammen med årets sidste løn. Hvis du udbetaler løn sammen med SH-saldoen, skal du selv beregne saldoen af den aktuelle løn.
Hvis du ikke fik udbetalt SH-saldoen i tide, kan du finde en SH-anvisning i e-arkivet. Er feriepengene anvist til jeres virksomheds konto, kan du udbetale nettobeløbet i løndel 10.
Du har også mulighed for at tilmelde dig automatisk udbetaling af SH ved årsskiftet - dog senest den 27. december 2022. Når du har tilmeldt dine medarbejdere automatisk udbetaling af SH ved årsskiftet, sikrer DataLøn udbetalingen med den sidste lønkørsel for året.
Se, hvordan du tilmelder dig her >>
Indberetning af feriepenge for fratrådte medarbejdere med løn under ferie
Har du medarbejdere med løn under ferie, som er fratrådt, skal du huske at indberette feriepengene senest sammen med udbetaling af årets sidste løn.
Ekstra indbetaling til pension
Hvis din medarbejder ønsker at indbetale et ekstra beløb til sin pensionsordningen, kan du forhøje medarbejderens bidragsprocent. Du skal dog huske at der blandt andet skal være plads til at betale ATP, læs mere om det i vejledningen
Læs om ekstra indbetalinger til pension her >>
Sidste frist for at fratræde medarbejdere i DataLøn
Har du medarbejdere, som ikke længere er ansat hos dig, skal du huske at indsætte fratrædelsesdatoen på medarbejderne senest sammen med den sidste løn for december. På den måde sikrer du, at du ikke betaler abonnement for fratrådte medarbejdere til næste år.
Ændring af afregningstidspunkt for A-skat og AM-bidrag
Har du fået brev fra SKAT om at I skal ændre afregningstidspunktet for A-skat og AM-bidrag, kan du se i vores vejledning, hvordan du ændrer afregningen.
Sidste chance for rettelser til afstemningslisten
Hvis du har rettelser til indkomståret og din afstemningsliste, så skal du senest indberette korrektionerne med den sidste afleveringsfrist for året. Laver du rettelser efter sidste afleveringsfrist for året, så vil det ikke slå igennem på din afstemningsliste.
Se lønfristerne her >>
Se vejledning i korrektioner her>>
Afstem dine lønindberetninger
Vi anbefaler altid, at du afstemmer dine lønindberetninger i forhold til eIndkomst.
Se, hvordan du afstemmer her >>
Den forhøjede trækprocent nulstilles
Hvis du har medarbejdere, som har en forhøjet trækprocent, så skal du være opmærksom på, at trækprocenten bliver nulstillet ved årsskiftet.
Hvis medarbejderen fortsat ønsker at have en forhøjet trækprocent, skal du derfor indsætte den igen i januar måned.
Vigtig viden om fritvalgsopsparingen ved årsskiftet
Hvis dine medarbejderes fritvalgsopsparing skal gøres op ved årets udgang, står det som regel i jeres overenskomst.
Hvis du skal udbetale opsparingen
Du kan udbetale saldoen på fritvalgsopsparingen i en lønbehandling - dog senest sammen med lønnen for december. På medarbejderens lønseddel kan du se saldoen, og hvor meget du dermed skal udbetale.
Hvis du udbetaler løn sammen med fritvalgsopsparingen, skal du selv beregne fritvalgssaldoen af den aktuelle løn.
Hvis medarbejderen har en arbejdsmarkedspension, kan det også være aftalt, at saldoen på fritvalgsopsparingen skal overføres dertil. Det vil stå i overenskomsten eller i medarbejderens ansættelseskontrakt.
Når medarbejderen fratræder
Det er vigtigt, at du udbetaler en eventuelt rest fritvalgssaldo, når medarbejderen fratræder. Saldoen bliver nemlig hverken beskattet eller udbetalt automatisk.
Når medarbejderen har været fratrådt og inaktiv i et helt kalenderår, vil saldoen blive slettet i DataLøn, og du kan opleve, at du har en difference på den samlede fritvalgsopsparing. Når du udbetaler restsaldoen undgår du denne difference.
Hvis du ikke udbetaler fritvalgssaldoen på hver enkelte medarbejder, overføres en eventuel restsaldo til næste års opsparing. Fritvalgssaldoen bliver aldrig nulstillet automatisk.
Du kan ikke udbetale mere end medarbejderen har opsparet. Hvis du alligevel prøver, får du en fejl- og anmærkningsliste med information om, at beløbet er nedskrevet, og at beløbet på fritvalgssaldoen bliver udbetalt.
Skal du rette i saldoen for sidste indkomstår (eksempelvis 2022), kan du kun rette det i indeværende indkomstår (eksempelvis 2023). Det gør du via korrektionsfelt 900.
Fritvalgsdifference ved årsskiftet
Hvis du efter årsskiftet ikke kan få fritvalgssaldoen til at stemme, kan det skyldes, at vi i forbindelse med årsskiftet rydder op i systemet. Det betyder blandt andet, at vi sletter fratrådte medarbejdere og det resterende beløb på deres fritvalgssaldo. Hvis en eller flere af de fratrådte medarbejdere har haft en positiv restsaldo, som ikke er blevet udbetalt eller nedskrevet, vil du altså opleve en difference.
Du modtager en liste i e-arkiv, den viser dig fritvalgssaldoen på fratrådte medarbejdere - dog kun hvis de har et resterende beløb stående.
Hvad gør DataLøn i forbindelse med årsskiftet?
I forbindelse med årsskiftet klarer vi en række opgaver for dig - helt automatisk.
Udbetaling af SH-saldoen
Hvis du har sat flueben i rubrikken ’SH-saldo udbetales ved årsskiftet', sørger vi for udbetaling af resten af SH-saldoen til dine medarbejdere med årets sidste lønkørsel. Hvis du har indberettet en løn med disposition den sidste hverdag i december, vil vi udbetale SH-saldoen på samme bilag. Vi udbetaler også SH-opsparingen automatisk, selvom om du har sat en fratrædelsesdato på medarbejderen.
Opdatering af medarbejdernes stamoplysninger
Vi opdaterer automatisk medarbejdernes stamoplysninger med de skattekort, som vi får fra SKAT i november. Vi opdaterer skattekortene i forhold til den skattekorttype, du har registreret på den enkelte medarbejder. Du har altid mulighed for at få tilsendt opdaterede skatteoplysninger ved at sætte flueben i boksen 'Bestil nyt skattekort'.
Tilretning af offentlige satser
Vi retter offentlige satser på:
- Løndel 0042 = Fri telefon og internet
- Løndel 24x25 = Skattefri km x sats
- Løndel 32 x 33 = Skattefri km x sats
Inden du laver den første løn i det nye indkomstår, er det vigtigt, at du tjekker:
- Afregningstidspunktet til SKAT
- Om jeres virksomhed skal tilmeldes statistik
- Om du skal fjerne ekstra pensionsindbetaling
- Om der skal opskrives feriefridage, som ikke medarbejderen ikke har holdt
Vi danner afstemningslisterne for dig
I starten af januar får du de afstemningslister, som du kan bruge til at afstemme saldi i DataLøn. Der bliver dannet en afstemningsliste pr. arbejdsgiver med opsummerede saldi for året og en afstemningsliste pr. medarbejder.
Afstemningslisterne bliver udskrevet for perioden 1. januar til den 31. december, og indeholder alle de saldi, der er indberettet til eIndkomst.
Du kan også altid selv hente en afstemningsliste i DataLøn under menupunktet 'Bilag og rapporter', hvis du ønsker afstemningslisten for en anden periode - eksempelvis hvis du har forskudt regnskabsår.
Se, hvordan du afstemmer i forhold til eIndkomst >>