I denne vejledning guider vi dig til, hvordan du retter saldi og opsparinger i DataLøn via manuelle korrektioner.
Du kan læse om:
- Vigtigt inden du går i gang
- Korrektioner for medarbejdere med feriegodtgørelse til Feriekonto eller anden feriekasse
- Korrektioner for medarbejdere med feriepenge på virksomhedens konto
- Afregning af skat og am-bidrag i forbindelse med korrektion
- Sådan laver du en manuel korrektion
- Når du skal rette i en eksisterende løn
- Tillæg af løn eller opsparing
- Særligt ved korrektioner for sidste indkomstår
- Dokumentation for dine rettelser
Vigtigt inden du går i gang
En korrektion er en indberetning, som ændrer de saldi og opsparinger, der er registreret på en medarbejder.
Når du laver en korrektion i indeværende år, bliver ATP, DA/LO og DA-barsel afregnet eller modregnet automatisk i din overførsel. Dog vil alle andre overførsler ikke ske automatisk, når du laver en korrektion. Derfor skal du selv sørge for at overføre feriepenge, AM bidrag, A-skat og andre overførsler, som bliver påvirket af din korrektion.
Bemærk, at når du laver en korrektion, er det ikke som når du laver løn, da systemet ikke laver automatiske udregninger. Du skal derfor være opmærksom på, at de udregninger der normalt bliver udregnet med lønnen (for eksempel AM-bidrag, A-skat og pension) ikke automatisk kommer med. Dem skal du selv op- eller nedskrive, hvis det er nødvendigt.
Vær også opmærksom på, at medarbejderens nettoløn ikke bliver udbetalt automatisk.
Hvis du tillægger løn til en medarbejder, medfører det ikke automatisk en udbetaling af nettoløn. Du kan eksempelvis lave udbetalingen som en lønindberetning i løndel 10 ’Tillæg efter skat’.
Skal vi lave korrektionen for dig?
Hvis du ikke ønsker at lave korrektioner selv, gør vi det gerne for dig. Du kan bestille din korrektion her>>
Vær dog opmærksom på, at der vil være en behandlingstid på ca. 2 uger. Når du har oprettet sagen, vil du få en besked fra os, hvor du kan du se den forventede behandlingstid.
Værd at vide, hvis du selv vil lave korrektionen
Når du laver en korrektion, bliver rettelsen indberettet til eIndkomst. Hvis du tillægger et beløb i korrektionsfeltet. bliver saldoen opskrevet i eIndkomst. På samme måde bliver saldoen nedskrevet, hvis du fratrækker beløbet.
Du kan se vores korrektionsfelter i oversigten her >>
Korrektion på medarbejdere med feriegodtgørelse til Feriekonto eller anden feriekasse
Opskriver du en feriepengegivende løndel eller en feriepengeopsparing på en medarbejder med feriegodtgørelse til Feriekonto eller anden feriekasse, bliver feriepengene beskattet automatisk.
Hvis korrektionen ikke er for indeværende periode, men en tidligere periode, anbefaler vi, at du laver en manuel korrektion, hvor du retter beskatningen af feriepengene i den rigtige periode.
Korrektion for medarbejdere med feriepenge på virksomhedens konto
Hvis du skal rette en feriepengegivende løndel eller en feriepengeopsparing for en medarbejder, som har feriegodtgørelse på virksomhedens egen konto, bliver feriepengene først beskattet, når de udbetales til medarbejderen.
Afregning af skat og am-bidrag i forbindelse med korrektion
Korrektion for indeværende periode
Når du laver en korrektion, som påvirker skat og am-bidrag er der nogle regler, som du skal være opmærksom på i forhold til, om korrektionerne vil påvirke den kommende afregning.
Som udgangspunkt skal korrektionen laves senest 2 hverdage før a-skat og am-bidrag afregnes for den pågældende afregningsperiode.
Eksempel på almindelig afregning den 10. i måneden
Når a-skat og am-bidrag eksempelvis skal afregnes for januar 2022 til den almindelige frist, altså den 10. februar, skal du sørge for at lave korrektionen den 8.februar inden klokken 16:30.
Fristerne ser derfor således ud:
Afregning for januar 2022: 10. februar 2022.
Frist for korrektion: 8. februar 2022 inden kl. 16:30
Eksempel på fremrykket afregning den sidste hverdag i måneden
Når a-skat og am-bidrag eksempelvis skal afregnes for januar 2022 til den fremrykkede frist, i dette eksempel den 31. januar, skal du sørge for at lave korrektionen senest den 27. januar inden kl. 16:30. I dette tilfælde skal du være opmærksom på weekenden den 29. og 30. januar, og derfor skal du allerede lave korrektionen den 27. januar.
Fristerne ser derfor således ud:
Afregning for januar 2022: 31. februar 2022.
Frist for korrektion: 27. februar 2022 inden kl. 16:30
Ovenstående regler gør sig også gældende, når du korrigerer for en tidligere periode, så længe at dispositionsdatoen er i den indeværende afregningsperiode.
Eksempel
- Du laver en korrektion for lønperiode marts, og sørger for, at dispositionsdatoen er i den indeværende afregningsperiode. Herefter vil vi regulere afregningen på baggrund af korrektionen.
Det gør vi uanset om du lægger til eller trækker fra i korrektionsfeltet.
Korrektioner for tidligere periode
Når du laver en korrektion for en tidligere periode, vil reguleringen ske via skattekonto, og din afregning fra DataLøn påvirkes derfor ikke af korrektionen. Indbetalingen til din skattekonto skal ske indenfor 8 hverdage fra du har indberettet korrektionen. Hvis ikke du indbetaler beløbet inden da, vil du få et rykkergebyr fra SKAT. Hvis du laver en korrektion, hvor du trækker skat og am-bidrag fra, vil beløbet blive udbetalt til jeres virksomheds skattekonto helt automatisk.
Sådan laver du en manuel korrektion
I menuen øverst vælges 'Løn' og 'korrektion'.
Vælg 'manuel korrektion'.
Nu vælger du løntermin og den pågældende medarbejder.
Klik på 'Fortsæt'.
Når du skal rette i en tidligere løn, som allerede er udbetalt, skal du gøre det for den måned, hvor du har indberettet lønnen. Det er et krav fra SKAT, og det sikrer, at dokumentationen til din medarbejder bliver rigtig.
Når du skal rette i en eksisterende løn
Vælg det år, du skal rette i og vælg derefter perioden. Klik på 'Fortsæt'.
Nu kan du gå i gang med din korrektion.
Når du har valgt den løn, du skal rette i, kan du trække fra eller lægge til med de beløb, der skal rettes. Du kan også vælge at tilføje et nyt korrektionsfelt under 'Vælg korrektion'. De felter du selv tilføjer, kan du slette, hvis du får tastet forkert.
Løndel 001 arbejdstimer skal altid udfyldes, da SKAT kræver arbejdstimer ved hver indberetning. Hvis ikke du har rettelser til denne løndel, skal du blot udfylde 0,00 i enten tillæg eller fratræk.
Hvis du får trukket for meget fra, vil du blive mødt af denne besked, som du skal tage stilling til.
Fortryder du rettelsen, skal du klikke på 'Annuller' for at starte forfra.
Vil du fortsætte, skal du klikke på 'Gennemfør korrektion'.
Hvis din korrektionen medfører, at der skal udbetales mere løn til medarbejderen, vil du blive mødt af beskeden herunder.
Hvis det er korrekt, at medarbejderen skal have udbetalt ekstra løn, skal du vælge hvilken dato, lønnen bliver udbetalt, det kan du gøre på kalenderen ud for feltet.
Den dato du vælger bliver dispositionsdatoen for din korrektion.
Vær opmærksom på, DataLøn udbetaler ikke lønnen, selvom du trykker “ja” - det skal gøres manuelt.
Hvis du trykker “nej”, får korrektionen samme dispositionsdato, som den oprindelige løn.
Tillæg af løn eller opsparing
Har der ikke været dannet en lønseddel, eller skal du rette i en opsparing, skal du vælge ”Rette opsparinger eller indberette ny løn for en tidligere periode”
Vælg den korrekte periode samt dispositionsdato, og klik på 'Fortsæt'.
Når du skal indberette en løn for en tidligere periode, hvor lønnen skal registreres i felt 13 i eIndkomst, skal du huske at indberette timer i korrektionsfelt 01. Hvis der ikke er nogle timer at indberette, skal du taste 0,00.
Du kan se i vores korrektionsoversigt hvilke korrektionsnumre, der bliver registreret i felt 13 i eIndkomst.
Vælg det rigtige korrektionsfelt.
Når du laver korrektioner, hvor du fratrækker et beløb, vil du altid møde beskeden om at du har trukket for meget fra. Det sker fordi systemet ikke kan validere på en tidligere indberetning. Derfor skal du blot trykke på ‘Gennemfør korrektion’, når du er sikker på, at dine tal er korrekte.
Særligt ved korrektioner for sidste indkomstår
Hvis du laver korrektioner for sidste indkomstår, indberetter vi korrektionerne til eIndkomst, men du skal selv sørge for, at overføre beløbet til SKAT, Feriekonto, pensionsselskabet osv. Disse beløb bliver aldrig overført automatisk, når du laver korrektioner for sidste indkomstår.
Når du skal trække AM-bidrag og A-skat fra
I starten af et nyt år kan du trække AM-bidrag og A-skat fra for sidste indkomstår. Det kan du indtil SKAT lukker for muligheden, dette sker som regel medio februar. DataLøn sikrer at det ikke er muligt at fratrække AM-bidrag og A-skat efter SKAT har lukket for muligheden.
Derefter er det ikke længere muligt at trække AM-bidrag og A-skat fra for sidste indkomstår i DataLøn. Du kan dog stadig lægge til.
Husk, at der ikke bliver overført eller modregnet nettoløn, feriepenge, rest- søgnehelligdagsopsparing og pensionsbidrag, når du laver korrektioner - det skal du selv sørge for at afregne.
Når du skal fratrække AMP pension
Hvis en medarbejder har fået AMP pension, som eksempelvis ikke skulle have været en AMP, skal du fratrække pensionen i det pågældende korrektionsfelt. Dog skal du være opmærksom på, at medarbejderen skal være oprettet med en AMP pension på stamoplysningerne, når du fratrækker, da korrektionen ellers bliver registreret i det forkerte felt i eIndkomst. Dagen efter korrektionen er kørt, kan du fjerne AMP pensionen på stamoplysningerne igen.
Dokumentation for dine rettelser
Dagen efter du har lavet korrektioner i DataLøn, modtager du et korrektionsbilag i e-arkiv, hvor du kan se de opdaterede saldi i boksen nederst på bilaget. Korrektionsbilaget er din dokumentation for rettelsen og er lige så juridisk gyldig som en lønseddel. Det betyder også, at dine medarbejdere modtager et korrektionsbilag i mit.dk og eventuelt i e-Boks, hvis de er tilmeldt.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til os på 72 27 90 90.
Vil du blive helt skarp til DataLøn, kan du klikke ind og finde vores kurser om lønsystemet her >>