Det er muligt at påvirke medarbejderens fradrag ved at indberette et bestemt antal skattedage i løndel 11 eller 1J.
I DataLøn tildeler vi automatisk et fuldt månedsfradrag til dine medarbejdere, hvis vi har modtaget medarbejderens hovedkort. Derfor skal du som hovedregel ikke bruge løndelen 'skattedage' når du indberetter løn. Hvis du taster 2 lønninger for samme periode, vil DataLøn kun bruge fradraget på den første løn.
Du skal dog indberette skattedage, hvis
- medarbejderen kun er ansat i eksempelvis 20 af månedens dage (dvs. 20 skattedage)
- du ikke skal bruge medarbejderens fradrag. Så kan du i stedet indberette 0 skattedage
- medarbejderen ikke har brugt hele sit fradrag på den seneste løn. Hvis medarbejderen eksempelvis har holdt ferie uden løn, og ikke får brugt hele sit fradrag, kan du overføre det ubenyttede fradrag til måneden efter. Det gør du ved at taste de ubrugte skattedage + næste løns skattedage, når du laver løn næste gang.
Når du skal indberette skattedage, kan du bruge disse løndele:
- Løndel 11: Ved løndel 11 bliver både fradrag og ATP påvirket.
Men vær opmærksom på, at ATP kun beregnes ud fra hele uger. Hvis du indsætter færre end 7 skattedage i løndel 11, bliver der ikke beregnet ATP. Indsætter du eksempelvis 13 dage, vil der kun blive beregnet ATP for den 1. uge, mens de resterende 6 dage ignoreres. - Løndel 1J: Påvirker ikke ATP-beregningen, men kun medarbejderens fradrag.
Vær opmærksom på, at du ikke kan kombinere de to løndele, du kan kan bruge dem én ad gangen.
I løndelen taster du det antal dage, som DataLøn skal beregne fradrag ud fra. Du beregner skattedagene ved at tælle lønperiodens kalenderdage (inkl. lørdag, søndag og helligdage). Udbetaler du for eksempel løn for 3 uger, skal du indberette 21 skattedage. Vær opmærksom på, at februar måned opgøres med 30 dage.
Du kan maks indtaste 99 skattedage i løndelen på én gang.
Ferie og skattedage
Du skal ikke indberette skattedage, når dine medarbejdere holder ferie - hverken ved feriegodtgørelse fra Feriekonto eller feriepenge på virksomhedens egen konto. Fradraget på feriepengene blev fjernet med den nye ferielov. Det betyder, at medarbejderen nu har ret til fuldt fradrag ved udbetaling af feriepenge. Hvis lønperiodens fradrag ikke kan udnyttes fuldt ud, kan det "opspares" og bruges i næste lønperiode ved at bruge skattedage.
Hvis medarbejderen holder ferie, men endnu ikke har optjent retten til ferie med løn, skal du ikke indberette skattedage i lønindberetningen. Medarbejderen har nemlig fortsat ret til at få fuldt fradrag, selvom han eller hun ikke får en fuld månedsløn.
Du skal heller ikke bruge løndelen 'Skattedage', når du indberetter løn til en medarbejder, der holder ferie uden løn.
Læs mere om skattedage i løndeleoversigten.