I denne vejledning kan du læse om hvordan du genansætter en medarbejder i DataLøn.
Som udgangspunkt anbefaler vi til hver en tid at du opretter medarbejderen på ny, med et nyt medarbejdernummer. På den måde er det muligt at skelne mellem de to ansættelsesforhold og alle saldi er nulstillet på det nye medarbejdernummer. Du kan evt. bruge funktionen kopier medarbejder.
Læs vejledning 'Sådan kopierer du en medarbejder'.
Når du genansætter en medarbejder der optjener og afholder ferie med løn, skal du være opmærksom på følgende:
1. Hvis opsigelsen er fortrudt og medarbejderen dermed ikke har været fraværende i en periode, er det fint bare at fjerne fratrædelsesdatoen, og ikke ændre på ansættelsesdatoen.
2. Har du fratrådt medarbejderen, anvist feriepenge og er den sidste afleveringsfrist for den pågældende måned overskredet, så skal du korrigere feriepengeanvisningen retur før du kan genansætte medarbejderen.
Du kan kun lave korrektionerne så længe medarbejderen har en fratrædelsesdato, så hvis du har fjernet den fra medarbejderen er du nødt til at sætte den på igen, lave korrektionen og derefter slette den når korrektionen er kørt igennem.
Vi anbefaler at du på fanen 'Skat' sætter flueben i 'bestil nyt skattekort', så du sikrer at DataLøn har indhentet de nyeste skatteoplysninger.