I denne vejledning kan du læse om, hvordan ATP-bidraget skal beregnes for medarbejdere, der holder ferie. Hvordan bidraget beregnes afhænger nemlig af kombinationen af ferie- og ATP-koder - altså når medarbejderen dels får udbetalt løn og dels holder ferie i en lønperiode.
DataLøn beregner ATP for dig som sædvanlig, og der er ingen ændringer i forhold til selve satsen når du udbetaler løn. Men efter vi er over til samtidighedsferie, kan der være situationer, hvor du skal være særligt opmærksom på, om ATP-bidraget bliver beregnet korrekt. Derfor gennemgår vi her, hvordan ATP bliver beregnet.
Er du i tvivl, om du har sat dine medarbejdere op med den rigtige ATP-kode, kan du skyde genvej til vores vejledning om koderne her >>
Hvis du har månedslønnede medarbejdere
Når der skal beregnes ATP-bidrag for de månedslønnede medarbejdere, skal de timer, hvor dine medarbejdere holder ferie, medregnes, uanset om de holder ferie med løn eller med feriegodtgørelse. Timerne skal medregnes, uanset om medarbejderen er månedslønnet eller timelønnet - så længe du kun udbetaler løn én gang om måneden.
Hvis din medarbejder holder ferie med feriegodtgørelse fra en tidligere arbejdsgiver, skal der ikke medregnes ferietimer i ATP-bidraget. Det er et eksempel på en situation, hvor du skal være særligt opmærksom på ATP-bidraget.
Der skal også medregnes søgnehelligdage. De skal medregnes, uanset om der betales vederlag for dem.
Få overblikket herunder
- Ferietimer er det antal timer medarbejderen ville have arbejdet, hvis medarbejderen ikke havde holdt ferie. Ferietimerne skal dog ikke medregnes, hvis medarbejderen holder ferie med feriegodtgørelse fra en tidligere arbejdsgiver.
- Du kan se de timetal, der hører til henholdsvis fuldt, 2/3, 1/3 samt intet ATP-bidrag, og hvordan du laver en korrektion af ATP i vores vejledning om korrektion af ATP
Hvis du har 14-dageslønnede medarbejdere
Når der skal beregnes ATP-bidrag for de medarbejdere, der får løn hver 14. dag, skal der hverken medregnes feriedage eller søgnehelligdage. Det samme gælder, hvis din medarbejder kan betragtes som løsarbejder – også selvom han eller hun af praktiske årsager får sin løn udbetalt i forbindelse med den sædvanlige månedlige lønkørsel. Det er et eksempel på en situation, hvor du skal være særligt opmærksom på ATP-bidraget.
- Ferietimer er det antal timer medarbejderen ville have arbejdet, hvis medarbejderen ikke havde holdt ferie.
- Du kan se de timetal, der hører til henholdsvis fuldt, 2/3, 1/3 samt intet ATP-bidrag, og hvordan du laver en korrektion af ATP i vores vejledning om korrektion af ATP
Er du i tvivl om feriekoderne?
Så har vi ridset dem op for dig her.
Feriekode 1 - ferie med løn
Feriekode 4 – medarbejdere, der løbende optjener feriegodtgørelse, som forbliver på arbejdsgivers konto
Feriekode 7 – medarbejdere, der løbende optjener feriegodtgørelse, som afregnes til FerieKonto/feriekasse
Er du i tvivl om ATP-koderne?
Få overblikket over dem her
A-, B-, C-, D-, E- og F-satser behandles hér under ét.
1: Fuldt bidrag (fast sats)
2: 2/3 bidrag (fast sats)
3: 1/3 bidrag (fast sats)
5: Bidrag beregnes på grundlag af indberettede timer (felterne 01, 72 og 74).
6: Bidrag beregnes på grundlag af indberettede timer (felterne 01, 72 og 74).
7: Ukendt arbejdstid. Bidrag beregnes ved at dividere bruttolønnen i lønperioden med den offentliggjorte gennemsnitlige timelønssats (for hhv. mænd og kvinder). Når timeantallet er beregnet, anvendes dette til at finde det ATP-bidrag, der skal anvendes for medarbejderen.
Ændringer til fradrag og skattedage
Efter den 1. september 2020 bliver det hidtidige og særlige fradrag i forbindelse med beskatning af feriepenge ikke længere anvendt. Det gælder både når feriepengene beskattes ved optjening - altså til FerieKonto eller anden feriekasse - og i de tilfælde, hvor feriepengene først beskattes ved udbetaling.
Medarbejderen skal til gengæld have fuldt skattefradrag i de lønperioder, hvor medarbejderen holder ferie. Det betyder, at du ikke længere skal bruge skattedage, når din medarbejder holder ferie.
Har du brug for hjælp til ATP-koderne? Find vores vejledning her: “Sådan vælger du den rigtige ATP-kode”