APV - Arbejdspladsvurdering
Når du har ansat din første medarbejder, skal du lave en arbejdspladsvurdering (APV). Det er et lovkrav.
En arbejdspladsvurdering skal klarlægge, om arbejdspladsen har et godt arbejdsmiljø.
Når du har ansatte er det lovpligtigt at gennemføre en APV hvert 3. år. Det kan også være oftere - hvis der sker ændringer på arbejdspladsen.
Hvad er arbejdsmiljø?
Arbejdsmiljø er alt det, som omgiver os på en arbejdsplads.
Det kan eksempelvis være:
- Hvordan arbejdspladsen er fysisk indrettet
- Hvilke materialer medarbejderen kommer i kontakt med i forbindelse med sit arbejde
- Kolleger, som medarbejderen arbejder sammen med
- Hvordan arbejdet ledes og fordeles
- Antallet af timer som en medarbejder må være på arbejde ad gangen
- Antallet af timer som en medarbejder har ret til ikke at være på arbejde
Formålet med at regulere arbejdsmiljøet er at sikre medarbejderne mod ulykker og sygdomme som følge af det arbejde, de udfører.
En APV har til formål at finde ud af:
- om der er problemer med det fysiske og psykiske arbejdsmiljø
- hvor problemerne eventuelt er, og hvordan man løser dem
- hvem der har ansvaret for, at problemerne bliver løst
- hvornår og hvordan man skal følge op
Fordele ved en APV kan være at:
- mindske sygefraværet
- skabe større arbejdsglæde og mere motiverede medarbejdere
- få færre arbejdsskader
- få færre omkostninger som følge af ulykker og erhvervsbetingede lidelser
- have mindre udskiftning blandt medarbejdere
- få større mulighed for at tiltrække og fastholde medarbejdere
I arbejdsmiljøloven er det et krav, at APV'en skal:
- udarbejdes skriftligt
- være tilgængelig på virksomheden, så både ledelsen, medarbejderne og Arbejdstilsynet kan læse den
APV'en skal løbende revideres:
- når der sker ændringer i arbejdet eller i den måde, arbejdet udføres på, når det har betydning for arbejdsmiljøet. Det kan for eksempel være, hvis I indfører hjemmearbejdspladser, brug af nye maskiner eller nye stoffer og materialer
- når man får ny viden eller nye erfaringer, for eksempel på baggrund af en arbejdsulykke eller en markant stigning i antallet af sygemeldinger som skyldes forhold i arbejdsmiljøet
APV'en skal under alle omstændigheder revideres mindst hvert tredje år.
Hvordan laver man en APV?
Virksomheden må selv vælge de metoder og redskaber, som den vurderer vil virke bedst. Ledelsen og medarbejderne skal samarbejde om hele APV-processen.
Som arbejdsgiver har du ansvaret for at få gennemført en APV. Dette gælder også selvom der kun er én medarbejder (og også selv om vedkommende er ansat tidsbegrænset eller som løsarbejder).
Du kan købe en APV billigt gennem os. Vel at mærke en APV, som er branchetilpasset. For det er naturligvis ikke de samme problematikker, man møder på kontoret, på autoværkstedet, i landbruget og så videre. Og det er vigtigt er være opmærksom på.
Får du lavet dine APV'er gennem os, kan du desuden uploade den/dem i dit e-arkiv. På den måde har du også altid dokumentationen klar, hvis Arbejdstilsynet kigger forbi.
APVKVIK: APV gjort nemt.
Vi samarbejder med APVKVIK for at gøre det nemmere og mere enkelt for dig at udføre en arbejdspladsvurdering i din virksomhed.
Læs mere om APVKVIK